Far

far

Jeg anede ikke, at jeg havde en far, da jeg var barn. Jeg boede sammen med min mor i hovedstaden og vi havde det såmænd ganske glimrende sammen. Om sommeren sendte hun mig på landet til hendes veninde, så jeg kunne få noget frisk luft og hun noget fred, formentlig.

Veninden boede sammen med sine forældre, mand og børn på en gård. Sådan var det også på nabogården; her havde alle fædre. Men det slog mig aldrig, at der skulle være noget specielt anderledes eller ligefrem mystisk i, at jeg ikke havde én. Heller ikke da min lillesøster kom til verden og hun havde en far, faldt det mig ind, at der nu altså var noget, der ikke helt stemte. Og det var aldrig noget mor og jeg talte om.

Men en sommerdag, da jeg er omkring 9 -10 år sidder jeg i gårdens store køkken på slagbænken sammen med alle de andre unger og får serveret frokost, da den tykke landmandskone tørrer hænderne i forklædet og udbryder, ”Nå, Harry, der går din farmor, jo”.

Jeg stivnede på bænken. Ingen af de andre unger fortrak en mine og skovlede videre på deres tallerkner. Jeg sprang fra bænken og ud af køkkenet og ud på grusvejen. Hvis den krumbøjede og vindtørre kone i den sorte kjole med det blomstrede tørklæde om hovedet var min farmor, så måtte jeg jo også have en far! Så jeg løb med gruset stående om mig og skrabende mod mine bare ben. For hvis konen var min farmor, så boede min far på nabogården.

Jeg løb forbi den gamle og direkte om i køkkenhaven bag stuehuset, hvor jeg fandt ham siddende på knæ i jordbærbedet. Jeg stoppede ved hushjørnet og hev efter vejret, mens jeg gik de sidste skridt hen til ham. Da jeg stod lige bag ham, sagde jeg nølende: ”Du, Far?” Han drejede hovedet og så op på mig uden at slippe taget i det ukrudt han var ved at rive op af jordbærbedet. ”Nå, så du’ve’det’godt?” sagde han. Jeg nikkede. Og så drejede han hovedet tilbage i fremadrettet position og fortsatte optagningen af ukrudt. Jeg gik tilbage til min frokost.